|
Efterspørgslen på lokaler til både store og små arrangementer
af både dansk og international karakter er stadig intakt i
kongres- og eventafdelingen hos Bella Center. Og netop af
den grund er der ingen bekymring at spore hos kongres- og
eventchef Lene Mortensen. Nej, hun er tværtimod optimistisk
og allerede fuldt involveret i de mange fremtidige udviklingsmuligheder,
som kongresafdelingen står over for.
Vi øger indsatsen
Bella Center skal huse flere mindre arrangementer i fremtiden,
og derfor er dette et af de områder, hvor kongres- og
eventafdelingen har planer om at styrke dens position yderligere.
Og det bliver en realitet, når det nye Bella Hotel står
klar om knap 2 år. De mange attraktive faciliteter, som hotellet
kommer til at rumme, giver kongres- og eventafdelingen
mulighed for at udvide forretningen. Det gør sig især gældende
på det danske marked, som hidtil ikke har været det
primære marked.
På nuværende tidspunkt er Bella Center et naturligt valg til de
store kongresser og konferencer, men ikke altid er huset det
oplagte valg til dagsmøder, kurser, små fester mv.
- Med hotellet som en integreret del af Bella Center får vi et
helt nyt produkt til vores allerede unikke produktportefølje.
Derved kan vi øge vores indsats især på det danske marked
og forhåbentlig tiltrække flere mindre arrangementer i fremtiden,
siger Lene Mortensen.
Vi styrker København
Mens nye muligheder dukker op på det danske marked,
ydes der fortsat en stærk indsats udenfor Danmarks grænser.
En rapport udgivet af ICCA (The International Congress
& Convention Association) placerer København som nummer
11 i 2007 på listen over de mest populære kongres- og mødebyer
i verden. Dermed er København en af verdens førende
mødebyer, men denne position skal yderligere styrkes. Derfor
har kongres- og eventafdelingen i Bella Center sammen med
relevante partnere (bl.a. SAS, Københavns Lufthavne, Hilton
og DGI-byen) indgået et fireårigt samarbejde, som Wonderful
Copenhagen står i spidsen for.
Under navnet 'Copenhagen - City of Congresses' skal
København gøres til én af verdens 5 mest benyttede byer for
afholdelse af internationale møder og kongresser. I samarbejdet
er der samlet en kreds af fremtrædende aktører i den københavnske
møde- og kongresbranche, som i fællesskab skal
tiltrække endnu flere internationale møder og kongresser til
København.
- Det er helt naturligt, at vi tager del i dette samarbejde og
bidrager til at styrke København som kongres- og mødeby på
det internationale marked. Ved at tiltrække flere store kongresser
og møder, står vi endnu stærkere i forhold til vores
konkurrenter, når der skal vælges mødedestination, fortæller
Lene Mortensen.
Målet med samarbejdet er en fordobling af møder og kongresser
i København inden for 10 år.
Vi tænker grønt
Når der udarbejdes nye strategier og salgsaktiviteter er det
ikke uden tanke for omverden. Netop bæredygtighed er på
den globale dagsorden og er derfor også et af de områder,
som får absolut opmærksomhed i kongres- og eventafdelingen.
Her skal afdelingen sammen med resten af Bella Center
bidrage til, at der skabes de bedst mulige betingelser for både
os mennesker og vores natur - både nu og i fremtiden.
- Vi er i fuld gang med at tænke grønt i forbindelse med vores
nye grønne strategi - BC Greening, og vi er allerede kommet
et godt stykke ad vejen. Men vi skal selvfølgelig gøre meget
mere. Vi mærker også en stigende efterspørgsel fra vores
kunder på området. Det er især på forplejningsdelen, hvor
der eksempelvis er en stigende efterspørgsel på mere økologisk
og grøn mad. Og denne efterspørgsel sammen med alle
de andre skal vi, så vidt rammerne er til det, efterkomme og
derved vise vores kunder, at vi tager miljøet seriøst. Så selvom
vi hele tiden udvikler os og tænker fremad, er det ikke uden
omtanke for vores omgivelser, slutter Lene Mortensen
|